Ikaros

På en af mine mange indlæggelser på psykiatrisk hospital i Risskov syntes sygeplejerskerne, at jeg skulle da begynde at male igen, for så ville jeg helt klart få det bedre. Jeg fik udleveret nogle farver og nogle skodpensler og klat klat klat, så havde jeg malet 3-4 tilforladelige billeder og dette her blev egentlig ganske godt. Da jeg efter 8 måneder forlod afdelingen for bestandigt (jeg flyttede kommune) havde jeg ikke malet mere, men jeg vade købt en ramme til dette billede og forærede det til afdelingen, for det var en afdeling jeg de sidste to år havde været tæt knyttet til, og sygeplejerskerne var kommet til at betyde rigtig meget for mig. Alle blev selvfølgelig enormt glade, og jeg håber, at de aldrig vil glemme mig, ligesom jeg ikke vil glemme dem

Jeg flyttede på et bosted i Randers. En dag kom jeg forbi en Tiger og tænkte 'Jeg skal da lige have mig et stort lærred'. Jeg ved ikke hvor tanken kom fra, jeg har nemlig altid helst ville male småt, jo mindre jo bedre. Jeg stod pludselig med dette store lærred, og mere eller mindre tilfældigt tegnede jeg Ikaros op, sjusket og med blyant, for jeg tog ikke projektet seriøst, for jeg kan jo ikke den slags, ikke så stort.

Ikaros og hans far ville flygte fra fangenskab, så faderen byggede vinger til dem i fjer og voks. Han advarede sin søn mod at flyve for tæt på solen, men Ikaros kunne lide at flyve og stræbte hele tiden højere og højere og til sidst smeltede hans vinger, og han styrtede i havet og druknede.

På dette tidspunkt var det ikke gået op for mig, at det er en god idé at bruge grunder, så jeg brugte en hulens masse blå farve på at male baggrunden, og det tog en evighed, og jeg nåede at blive træt af det hele, og lærredet stod bare op af min bogreol gloede olmt på mig i 1½ år, men til sidst gik jeg i gang. Jeg malede på det imens jeg så fjernsyn, bare en halv time her, og en halv time der, og det skred langsomt frem, meget langsomt.

Jeg brugte timevis med at kigge i anatomibøger og lave skitser af mande ben, arme og numser, og jeg vil sige at jeg blev godt tilfreds med VENSTRE side af kroppen (den højre blev for tegneserieagtig). Jeg opdagede også, at det hastværk jeg havde i begyndelsen gjorde, at vinklerne og størrelsesforholdet var helt off, men der var ikke noget at gøre, for jeg var under lidt af et tidspres. Jeg skulle flytte og jeg ville gerne give det til min daværende kontaktpædagog. Hun syntes imidlertid at det var for kostbart til at hun bare kunne tage imod det, så vi blev enige om, at jeg fastsatte en pris, og så betalte hun halvdelen og den anden halvdel gav jeg i gave.

Hvordan prissætter man sit eget hjertebarn. På den ene side vil man sætte prisen så højt som muligt, for man ved hvor maget tid og hvor mange kræfter man har lagt i det, men på den anden side, så er jeg jo ikke kunstner, jeg er bare lille ubetydelige mig, så det ville være forkert af mig af mig at forlange for meget, så god er jeg jo heller ikke. Med en del pres fik pædagogen mig til at sætte prisen helt op til 1000,- (fik derved 500,-).