Mumi 2

I Tove Janssons bog "Mumifar og havet" er Mumifar hovedperson, det er fordi han ikke kan forholde sig til ikke at kunne beskytte sin familie, fordi at der ikke er noget at beskytte dem imod, at de flytter ud til den lille ø med det slukkede fyr, men Mumifar mangler på dette billede for han er ikke så sej i sin nye rolle som han drømte at han ville være, så han isolerer sig fra resten af sin familie.

Fyret har sine små skævheder, men det gør ikke noget, for det samme har fortællingerne om Mumitroldene.

Fyret i Hollum, Holland

Glad gris

Dette er en blyantstegning jeg lavede for en del år siden efterhånden, men da jeg var færdig med 'Ikaros' havde jeg fået blod på tanden og købte et stort lærred til, men der var ikke noget jeg brændte for at male, så jeg valgte mere eller mindre tilfældigt denne lille glade gris.

Igen gik jeg i gang og gik kold, og der gik mange mange måneder før det overhovedet begyndte at ligne noget, og til sidst far den der lige ved og næsten, men så var der lige så meget andet, og den blev først færdig 10 måneder efter jeg gik i gang. Jeg er ikke selv spor tilfreds, halsen og hovedet er for små og baggrunden er noget hø, men effekterne i kroppen er egentlig helt okay.

Til salg

Mumi 1

Mumifar og havet" flytter Mumifamilien ud på den yderste ø i skærgården, hvor der står et forladt og slukket fyrtårn. Det er en fantastisk bog, som har betydet meget for mig i mit sygdomsforløb, for det er en bog om at være familie, om at glide fra hinanden og finde sammen igen, men det er også historien om den ensomme og kolde Murre, som finder sig en ven.
I Tove Janssons bog "

Jeg ville lave en gave til min bedste veninde, som selv er meget syg, og derfor var det nærliggende at male Mumifamilien foran et fyrtårn, et motiv som nok vil dukke op igen og igen. Jeg er især glad for himlen/skyerne, der dog ikke helt kommer til deres ret på dette billede.

Fyret er fyrtårnet ved Kap Arkona, Rügen.

Ikaros

På en af mine mange indlæggelser på psykiatrisk hospital i Risskov syntes sygeplejerskerne, at jeg skulle da begynde at male igen, for så ville jeg helt klart få det bedre. Jeg fik udleveret nogle farver og nogle skodpensler og klat klat klat, så havde jeg malet 3-4 tilforladelige billeder og dette her blev egentlig ganske godt. Da jeg efter 8 måneder forlod afdelingen for bestandigt (jeg flyttede kommune) havde jeg ikke malet mere, men jeg vade købt en ramme til dette billede og forærede det til afdelingen, for det var en afdeling jeg de sidste to år havde været tæt knyttet til, og sygeplejerskerne var kommet til at betyde rigtig meget for mig. Alle blev selvfølgelig enormt glade, og jeg håber, at de aldrig vil glemme mig, ligesom jeg ikke vil glemme dem

Jeg flyttede på et bosted i Randers. En dag kom jeg forbi en Tiger og tænkte 'Jeg skal da lige have mig et stort lærred'. Jeg ved ikke hvor tanken kom fra, jeg har nemlig altid helst ville male småt, jo mindre jo bedre. Jeg stod pludselig med dette store lærred, og mere eller mindre tilfældigt tegnede jeg Ikaros op, sjusket og med blyant, for jeg tog ikke projektet seriøst, for jeg kan jo ikke den slags, ikke så stort.

Ikaros og hans far ville flygte fra fangenskab, så faderen byggede vinger til dem i fjer og voks. Han advarede sin søn mod at flyve for tæt på solen, men Ikaros kunne lide at flyve og stræbte hele tiden højere og højere og til sidst smeltede hans vinger, og han styrtede i havet og druknede.

På dette tidspunkt var det ikke gået op for mig, at det er en god idé at bruge grunder, så jeg brugte en hulens masse blå farve på at male baggrunden, og det tog en evighed, og jeg nåede at blive træt af det hele, og lærredet stod bare op af min bogreol gloede olmt på mig i 1½ år, men til sidst gik jeg i gang. Jeg malede på det imens jeg så fjernsyn, bare en halv time her, og en halv time der, og det skred langsomt frem, meget langsomt.

Jeg brugte timevis med at kigge i anatomibøger og lave skitser af mande ben, arme og numser, og jeg vil sige at jeg blev godt tilfreds med VENSTRE side af kroppen (den højre blev for tegneserieagtig). Jeg opdagede også, at det hastværk jeg havde i begyndelsen gjorde, at vinklerne og størrelsesforholdet var helt off, men der var ikke noget at gøre, for jeg var under lidt af et tidspres. Jeg skulle flytte og jeg ville gerne give det til min daværende kontaktpædagog. Hun syntes imidlertid at det var for kostbart til at hun bare kunne tage imod det, så vi blev enige om, at jeg fastsatte en pris, og så betalte hun halvdelen og den anden halvdel gav jeg i gave.

Hvordan prissætter man sit eget hjertebarn. På den ene side vil man sætte prisen så højt som muligt, for man ved hvor maget tid og hvor mange kræfter man har lagt i det, men på den anden side, så er jeg jo ikke kunstner, jeg er bare lille ubetydelige mig, så det ville være forkert af mig af mig at forlange for meget, så god er jeg jo heller ikke. Med en del pres fik pædagogen mig til at sætte prisen helt op til 1000,- (fik derved 500,-).